Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Sørine vender Hjem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Side før. Hun maatte tænke paa Faderen, paa hans
højtidelige Alvor deroppe paa Landevejen, og hans
sørgmodige Ømhed i alt hvad der drejede sig om
Sørine; og hun maatte sammenligne. Det laa ikke
i det Eksempel Lars Peter havde givet, at man
skulde slaa til den det gik ilde for. For første
Gang gik Omfanget af Faderens Forsonlighed rigtig
op for hende, og hun maatte skamme sig. Hvad
havde han ikke døjet ved Sørine! Og alligevel holdt
han Hjemmet parat til at tage imod hende, be-
varede det gennem Aarene som en fredet Plet for
hende, hvor hun kunde ty hen. —
En Dag kom
hun til at længes hjem, saa stærkt at hun græd
ved det.
»Hvad er der i Vejen med dig?« spurgte Karl,
da hun kom hjem ved Middagstid, rød og for-
tudet.
»Jeg vilde saa gærne en Tur hjem,« sagde hun.
»Saa løb du bare, naar vi har spist,« sagde han —
»jeg skal nok tage mig af Kreaturerne. Hun er
ikke hjemme, hun er i Staden.« Han holdt ikke
mere af at sige Mor.
Sørine stod i Køkkenet og vaskede, da Ditte
kom. Hendes rødfregnede Arme var uhyggelig magre,
og tumlede besynderlig usikkert med Tøjet som
havde hun aldrig prøvet at vaske før. Hulkindet
var hun blevet, og bleg og skjoldet, Ansigtet gav
ikke Lyset igen. Hun stirrede paa Ditte med
fremmede Øjne
—
som et skræmt Dyr syntes Ditte
—
tørrede sig saa af i Forklædet og rakte en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
