Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ditte trøster et Medmenneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
havde travlt. »Gudskelov du kommer og kan gi’
en Haand med,« sagde hun, »én er færdig ved at
blive tosset. Men vær du glad, du ikke kom for
en Time siden; Madmor var saa rasende at hun
lovede dig Prygl. Og Karl det Pjok skulde jo nok
holde Mund med, at han havde givet dig Lov at
gaa.«
»Ja han —« Ditte trak ringeagtende paa Over-
læben. »Men hun kan bare prøve paa at slaa mig,
saa sparker jeg hende over Skinnebenene med mine
Træsko.«
»Jøsses, er du tosset Tøs —
hun har jo Benene
fulde af Aareknuder! Sæt du sparkede Hul og hun
saa forblødte sig.» Sine var helt forskrækket.
»Ja hvad saa? Det er jeg da ligeglad med,«
sagde Ditte.
Ditte blev sat til at vaske op. Hun var gal i
Hodet, paa Madmoderen som kunde tænke paa at
slaa hende, paa Karl som lod hende i Stikken,
paa Ungerne i Lejet som ikke kunde lade Moderen
være i Fred —
paa alting. Hun skramlede unød-
vendig stærkt med Tingene under Opvasken, de
kunde let gaa i Stykker; Sine maatte tysse paa
hende. Men Tøsen hørte ingenting, hun havde nok
en Raptus, saa stumprumpet hun var —
hun kunde
blive god, hun! Sine maatte tage hende bestemt i
Armen, før hun blev ordentlig. »Uh, jeg er saa gal!«
sagde hun saa.
Sine lo højt. »Saa havde en anden én nok mere
Grund til at være gal! Her kommer de løbende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
