Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ditte trøster et Medmenneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Saa gav han sig igen til at gaa derude, frem og
tilbage under de oplyste Vinduer, som en syg
Hund. Ditte saa ham der, hvergang hun løb til
Posten efter Vand —
og gav ham et Ord i Forbi-
farten. Engang satte hun Spanden og løb hen til
ham. «Gaa nu i din Seng, hører du,« sagde hun
og tog ham overtalende om Armen.
»Det kan jeg jo ikke,« svarede han halv græ-
dende. »Mor har sagt, jeg skal blive oppe og
spænde for.«
»Pøh, lad du bare dem selv besørge det. Du er
da ikke deres Slave.«
»Det tør jeg ikke, saa bliver Mor rasende. —
Aa, jeg er en rigtig fejg Stakkel. Jeg tør heller
ingenting.«
Ditte trykkede hans Haand for at meddele ham,
at hun ikke bar Nag til ham, saa løb hun.
Ved Ellevetiden sendte Sine hende i Seng. »Du
maa jo være dødtræt efter den lange Tur,« sagde
hun. »Og tidlig oppe i Morges har du været —
skrup nu af!« Hun gjorde kort Proces med Dittes
Indvendinger ved at puffe hende ud af Køkkenet.
Ja træt var Ditte, saa træt at hun var ved at
falde sammen. Hun stod et Øjeblik og tøvede i
det mørke Bryggers —
ude i Gaarden gik Karl og
var elændig, han kunde trænge til et venligt Ord.
Men hvis han nu gik med over og sad paa hendes
Sengekant og snakkede; det hændte undertiden,
naar han var i trist Humør og trængte til Trøst.
Ditte var for træt til at snakke, hun følte ligefrem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
