Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Ditte trøster et Medmenneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
Kvalme ved Tanken om at skulle holde sig vaagen
længer. For en Gangs Skyld sejrede Egenkærlig-
lieden; hun ofrede en andens for sit eget og listede
sig bag om over til sit Kammers.
Ditte sad lidt paa Sengekanten med lukkede
Øjne. Dagens stærke Indtryk kørte i hende —
og
Trætheden; hun var saa overkørt, at hun sejlede.
Saa tog hun sig sammen med et Ryk, smøg af
Klæderne i en Fart og hoppede i Seng. Det var
godt at pulte sig i de kølige Sengeklær og blive
borte, formelig synke ned, i Træthed og Velvære.
Saa snart hun havde lagt Kinden til Puden og
givet sig til at tænke paa et eller andet kønt, faldt
hun gærne i Søvn.
Som Tankerne er, er Drømmene —
havde Bedste
sagt. Og Ditte vilde gærne drømme noget kønt
—
og vaagne med Sindet fuldt af dunkel Sødme
efter Drømme, der endnu blot dvælede som
Morge-
nens flygtige Taagerester, svindende for Dagslyset.
I denne Tid drømte hun ofte om Prinsen, der skulde
komme og føre hende til sin Faders Gaard —
som
Bedste havde forudsagt det i Spindevisen. Om Dagen
var der jo ingen Prinser til —
da ikke for en
fattig
Tøs som Ditte; men om Natten eksisterede Prinsen
virkelig og kom og anholdt Bedste om hende. Det
var netop det storartede ved Drømmene, at de tog
og løftede én op i Lyset, saa man fik Lov at se
det hele oven fra. Trængsler var der nu
alligevel,
for han syntes ikke hun var køn. »Nej, for hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
