Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
Gaarden al sin Tid, og nu havde Lilletøsen faaet
det —
paa sin Maade. Hun kunde komme rendende
halvforstyrret ind til Landsbyen om Natten, og
banke paa som en der var forfulgt; og naar man
saa
spurgte hende ud, stod hun der og kunde
alligevel ingen Forklaring give. Det var ikke ti! at
hitte ud af.
Med Bakkegaarden forholdt det sig saadan, at
den samme Slægtsaand havde huseret for længe, Led
efter Led. Der var
aldrig blevet ryddet op og tilført
nyt! Nyt Blod kom der for saa vidt nok af, der
giftedes jo stadig Fremmede ind paa Gaarden, og
et og andet Væsen blev ogsaa smuglet ind i Beden,
Bakkegaardsfolkene tog det aldrig saa nøje med
Ægteskabets Hellighed. Men ryddet op blev der
derfor ikke, Gaarden laa fremdeles hvor den laa,
med Overleveringerne den rummede; de gamle Hi-
storier, de gamle Kæremaal, de gamle Skavanker
fulgte med fra Slægtled til Slægtled, blev holdt ved
Lige i Snakken —
tilsat efterhaanden med det ny
der kom til —
og i Handling. Væggene var ind-
drukne med det, og Sengetøjet som var gaaet i
Arv gennem umindelige Tider, var
tungt og klamt
af det. En Ildebrand vilde have gjort Underværker,
og en og anden havde i Tidens Løb forsøgt at
give Skæbnen en
Haandsrækning, for ad den Vej
at faa Gaarden flyttet op; men det mislykkedes
altid, Bakkegaarden kunde ikke brænde. Den samme
Luft, de samme Dunster, de samme Sygdomskim
blev ved at mætte Atmosfæren omkring Gaarden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
