Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hjærtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
stadig øget efterhaanden som Livet affældede nyt;
Sygdom og Pengenød og onde Handlinger var lige
gode om at affælde deres og skabe Bakkegaardens
Tradition. Sølvstoben Karen havde staaende fra
1756, og Tæringsbacillerne i de gamle Dyner var
lige gode om at gøre Gaardens Luft til Luften over
en ældgammel Mødding. Man gik og øvede sin
Dont i Affaldet fra de foregaaende Slægter, hentede
sin Føde og sin Død dér. Livet groede paa en
Kirkegaard, hvor Slid og Sved og Forbrydelser
dannede Mulden.
Ditte fik de bedøvende Dunster at mærke. Hendes
Hjem havde været lykkelig fri for al Oppakning
af gammelt, man havde alt sit fremefter. Det gav
trods alle Genvordigheder Tilværelsen en egen
Friskhed, dette at man hentede sig sit Vejr af
Fremtiden, saa at sige aandede derinde i det ny
hvor Livet endnu ikke havde været. Rakkerens
havde ingen Arv at vente fra nogen Side; de gjorde
sig hurtig færdig med det forgangne. Og det blev
til en god Vane hos dem, ogsaa paa anden Maade
at slaa en Streg over det der havde været, og vende
sig fremefter. Gammel Sygdom og gamle Skader
var det dumt at gaa og blive hængende ved, mente
Lars Peter altid, naar nogen begyndte at rippe op
i Fortiden. En fik gøre ligesom Sigøjnerne, naar
de lavede sig en Haresteg af en stjaalen Kat —
de piskede først al Kattegiften ud i Halen paa
Dyret og huggede den af.
Ditte var et lille haandfast Væsen, naar det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
