Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Storeklavs’ Endeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
har udført saa meget Rakkerarbejde i sin Tid,
skulde én saa ikke yde Storeklavs den sidste
Haandsrækning,» sagde han undskyldende til Sørine.
Hun forholdt sig tavs som hun plejede, men saa
i al Fald ikke ud til at have noget imod det.
Men den Formiddag Hestekødet skulde uddeles,
røbede hun lidt mere Liv end sædvanlig. Hun
sendte Børnene afsted med en stor Kurv. »Sørg
nu for at faa et ordentligt Stykke,« sagde hun —
»vi er vel nærmere til det end alle andre.« Den
Dag fik Lars Peter regulert Bøf til Middag, det
havde han ikke faaet i lange Tider.
»Det er mærkeligt nok,« sagde han mens han
sad og spiste
—
»for lige saa gammel og afrakket
Storeklavs var, lige saa godt er Kødet. Det er
ligefrem sødt. Du sku forsyne dig dygtigt af det
Mor, Hestekød skal være saa godt for et daarligt
Bryst!
—
Ja, han var nu li’egodt en enestaaende
storartet Hest var han! —
Spis Børn, det er ikke
hver Dag vi har Kød paa Bordet.« Han sagde det
med et Stænk af Galgenhumør.
Naa ja, Drengene var jo skrupsultne som altid.
Ditte havde det paa sin egen Maade med al Mad,
saa hende kunde én ikke regne. Men Else det lille
Fæ kom ingen Vegne, hun tyggede og tyggede, og
Kødet blev stadig større i Munden paa hende. »Det
er saa underligt,« sagde hun; og pludselig stak
hun i at brøle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
