Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Storeklavs’ Endeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12*
179
Ditte glæmte alting og løb ud om Gavlen, hun
skreg højt.
Nede fra Havnen kom Lars Peter løbende med
lange Skridt, hans Træskostøvler drønede. »Lad
vær, din Rakkerpukkel!« raabte han og rystede
en knyttet Næve i Luften. Storeklavs lagde sig i,
dens Forben sank dybt i det vaade Sand. »Hold
igen i Vognen for Satan!« brølede han; men det
var for sent. Læsset skred ind paa Hestens Bag-
parti, Skaglerne knækkede. Et Øjeblik lignede
Lars Peter et Vilddyr; han havde Kusken i Kværken,
det saa ud som vilde han knække Halsen paa
ham. »Far!« brølede Ditte angst. Saa slap han og
gik om til Hesten; den laa paa Siden og pustede,
med Forbenene dybt i Sandet og det halve Læs
over sig. De kom op fra Havnen og Byggepladsen
og hjalp ham at faa Hesten fri af Læs og Sele;
han gravede Sandet væk fra dens Forben. »Kom
saa, gamle Kammerat, saa rejser vi os igen!« sagde
han og tog den ved Bidslet. Den løftede Hodet og
saa paa ham, lagde sig saa om paa Siden og
pustede tungt; dens Forben var brækkede.
»Vi maa se og faa den skudt,« sagde Lars Peter
—
»der er ikke andet for.«
»Ah,« sagde Lejets Unger —
»saa faar vi Heste-
bøf.« Men Ungerne i »Fattighuset« græd.
Kromanden kom selv og skød Storeklavs for
Panden, og den blev læsset paa en Vogn og kørt
op til Gaarden. Lars Peter var med at læsse den
og fulgte med op, han vilde selv flaa den. »En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
