Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Hjemme igen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
naar de andre var i Gang, og skubbede sig ind
paa sin Plads, med Huen paa sine Knær —
parat
til at stikke af igen. Han saa ikke paa nogen af
dem, havde slet intet Blik mere. Talte nogen til
ham og han ikke kunde undgaa at svare, var han
grov og afvisende i Stemmen. Ditte pintes ved
det; han var den vanskeligste af Børnene, derfor
holdt hun mest af ham. Han trængte til det.
En Dag fandt Ditte ham oppe paa Loftet. Han
sad inde under Taget og holdt en
gammel Fiske-
snøre i Skødet; det skulde se ud som han var
travlt beskæftiget med den. Han havde vaade
Grimer paa Kinderne.
»Hva’ sidder du her efter?« sagde hun og for-
søgte at lade forundret.
»Hva’ kommer det dig ved!« svarede han og
sparkede hende over Skinnebenet.
Hun sank ned paa en Kasse, sad sammenkrøben
og vuggede med Hænderne foldet om Benet. »Men
Kristian dog, lille Kristian,« jamrede hun.
Kristian saa, at hun var ganske hvid i Ansigtet,
og krøb frem af sit Skjul. »I kan jo bare la’ mig
være,« sagde han —
»jeg har ikke gjort jer noget.«
Han stod og stirrede trodsigt forbi hende og vidste
hverken ud eller ind.
»Vi har vel heller ikke gjort dig noget,« sagde
Ditte. Det lød ynkelig værgeløst.
»Aa —
I tror maaske man er dum og ingenting
ka’ se! Her ska’ man gaa og slaas og stikke de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
