Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Ud i den store Verden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Men oin han kunde holde det, naar Turen kom
over ham var jo en anden Sag.
Naa, saa maatte han af, dette her kunde ikke
blive ved at gaa. »Du faar jo et Par Mil at rende.
Klør!« sagde Faderen. Pyt, Kristian regnede ikke
et Par Mil for noget, han havde løbet anderledes
Ture —
længere Ture end det var raadeligl at
tale højt om. Lars Peter maatte med Magt løfte
ham ud over Vognfadingen og lade ham dratte
ned paa Vejen. Han stod og stirrede langt efter
dem, endelig gjorde han omkring og satte i Rend.
Ditte blev ved at følge ham med Øjnene, til han
forsvandt. »Han er en rar Dreng,« sagde hun —
ligesom undskyldende.
»Jamen han er vanskelig du! En er bange for,
han vil faa sit at slaas med.«
Ditte svarede ikke, kanske hørte hun det slet
ikke. Hun var underlig i Dag, slet ikke sig
selv lig. Hendes Blik undgik én og rettede sig
tungt udad, og alligevel var det kendeligt, at hun
ingenting saa. Lars Peter forstod nok hvad det
var, skønt hun ingenting havde ladet sig mærke
med. Hvad var der ogsaa at føre Kæremaal over
—
det kunde jo ikke være anderledes. Men uhel-
digt var det alligevel, at hun sad og stængede til
for det triste; hun maatte hellere have givet sig
over i Sorgen —
og faa en Ende paa det. Lars
Peter prøvede flere Gange at hjælpe hende paa
Gled; han holdt ikke af det, det var som at dreje
Kniven i Saaret for at faa et slagtet Dyr til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
