Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Ud i den store Verden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
Stakkel, men unde én lidt Andel i din Rigdom
det kan du ikke. Om endskønt der nok er fler
hvor den ene kom fra —
saa sød og velskabt
som du er!«
Saadan blev hun ved at smiske, men Ditte lo
ikke mere. Det var meget mod sin Ville hun et
Øjeblik havde spruttet
—
midt i den sorteste For-
tvivlelse —
ved det komiske Billede af Hønen og
Katten. Modstræbende lod hun sig hjælpe Lars
Peters store Kørekappe paa
—
for at Brysterne
ikke skulde tage Kulde som let kunde sætte sig
fast som Kræft, modstræbende, lod hun sig an-
bringe paa Vognen. »Kys nu din Unge en sidste
Gang,« sagde Husmandskonen og rakte Drengen
op mod hende —
»og kom snart og se til ’en.«
Ditte vilde tage ham, men det fik hun ikke Lov
til. Konen gik ind med ham, holdende ham fast
ind til sig, som vilde hun vise, at nu var han
hendes.
Det gik kun langsomt fremad i Efteraarsrusken;
Hesten var gammel og træt og havde stort Læs,
Lars Peter var fuldt optaget af at holde den i
Gang. Ditte sad stille, musestille; ikke et Lem
rørte hun, Øjnene stod stive. Hun var forkommen,
den vaade Luft slog Kulden gennem Klæderne,
Sorgen aad sig gennem hendes Sind, frem og til-
bage. Det græd fra Træerne, fra Hestens Pels, fra
Lars Peters Bulehat, fra Dittes egne Øjenvipper.
Inde til Siderne af Vejen var der Skygger i Taa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
