Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Karls Ansigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
som Maanederne gik kom paa Afstand fra det.
Hun havde forsømt at følge dets Vækst, nu kendte
hun ikke sit lille seksugers Nor igen i den snav-
sede buttede Unge der trissede rundt og sa’e fy, Bæ!
om alting og rakte Tunge. Og det forfærdeligste
var, at han ikke vilde kendes ved hende men var
bange for hende. Husmandskonen maatte med
Magt føre ham hen til hende. »Jens ikke bange
for fremmed Dame!« sagde hun til ham. Det skar
Ditte i Hjærtet dette »fremmed Dame«, hun følte
sig til overs som aldrig før og skyndte sig at
komme afsted igen. »Det er dog mit Barn!«
gentog hun for sig selv mens hun travede nedefter
mod Hillerød, hvorfra hun skulde have Toget til
København —
»det er dog mit Barn!« Men megen
Ti’øst var der ikke i det —
hun havde jo selv
forskærtset sin Ret til Barnet! At Karl flittig tog
ud og saa til det, gjorde ikke Anklagen mod hende
lettere! En Ravnemor havde hun været, som over-
drog sit Barn til Fremmede for selv at have det
bekvemt —
og nu hævnede det sig paa hende.
Det var ikke med nogen særlig Glæde hun igen
rullede ind mod Hovedstaden. Hun var led ved
den. Hun misundte Sine som nu indrettede sig
og sin Tilværelse derhjemme —
i saadan en fattig
Rede hørte hun selv ogsaa til.
Et Øjeblik strejfede hendes Tanker Karl —
men
hun skød det fra sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
