Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Karls Ansigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
»Du skulde la’ ham komme til Søs naar han
er kontinuert,« sa’e Ditte. »Hvis jeg var Mand,
stak jeg af til Søs, paa Landjorden er der ikke
værd at være.«
Ja Lars Peter havde jo nok mærket, at hun
ikke var saa helt tilfreds med Forholdene derinde.
Men Ditte vilde ikke nærmere ind paa Æmnet,
og saa lod han det falde. Hun var vant til at
ville stride alene med sit, og det fik hun ha’ Lov
til. Hun klarede sig nok! En svært køn og sikker
Pige var hun blevet med sine tyve Aar, og stad-
selig i Tøjet var hun. Ingen der saadan saa hende,
skulde falde paa at det var Rakkerens Tøs, den
lille skrappe skævvoksede Unge fra Skadereden, som
gik der.
Den næste Dag maatte Ditte afsted igen; hun
vilde ned om til Nøddebo og se til sin Dreng, og
saa ind og finde sig en ny Plads til den første.
Her var der jo ikke Brug for hende, og gaa til
Stads i Lejet havde hun ingen Trang til. Nu siden
de gamle Rentefolk var døde, var der ingen af Be-
boerne hun brød sig om. Huset var solgt, det
var helt underligt at se det og vide, at der boede
vildfremmede Folk! Povl og Rasmus fik Krikken
for og kørte hende paa Vej. Hun var opfrisket
af Besøget i Hjemmet saa kort det var, og det
blev en fornøjelig Tur med de to Knægte.
Men Gensynet med Barnet var en bitter Skuf-
felse. Saa urimelig havde hun længtes efter det,
og samtidig følt med Angst i Sjælen, at hun alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
