Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Dittes Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
Idet hun forsvandt ud af Døren og kastede et
sidste ransagende Blik ind over Stuen, syntes hun
at nu var der hyggeligt og vel værd at opholde
sig. Og lidt efter ringede saa
Fruen, og førte
hende med stum Mine fra Ting til Ting, og pe-
gede. Herregud ja —
et Støvfnug! saa
meget som
der var at gøre! Hun skulde saamænd hellere have
ringet for at sige: Ah hvor her er dejlig lunt og
rent, Tak skal De rigtignok ha’, Kirstine!
Hvad Ditte mest af alt savnede var lidt Paa-
skønnelse. I hendes egen Verden var Taknem-
melighed en fremherskende Egenskab, man var
om noget skulde være for taknemmelig. Tilværel-
sen bestod i Hovedsagen i at yde
—
og man tak-
kede til. Men her log man bare imod, og gjorde
det uden Tak, som en Selvfølge! Hun var kommet
anstigende med megen Godvilje og derfor godt ud-
styret til at tjene andre. Fra sin tidlige Barndom
havde hun bestandig faaet indprentet, hvordan hun
maatte være af Hensyn til den Tid naar hun en-
gang skulde ud at tjene: Saadan og saadan, saa
vil du kunne blive længe paa ét Sted. Nu var
der gaaet stærkt Slid paa alt det, Herskaberne
stod ikke længer for hende som ophøjede næsten
overjordiske Væsner, for hvis Skyld hun egenlig
var til, Væsener som det var en Pligt at tjene.
Nu var hun saa meget klogere, uden at denne
Viden just fyldte hende med nogen Lykkefølelse.
Det var hendes Natur at tjene sine Medmennesker
—
det var ét med selve Godheden i hende; og hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
