Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Foraaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
ellers maa det jo være foi’færdeligt!« Det gøs i
hende. —
»Løb De saa op og hæg Dem lidt, mens
jeg varmer Sovsen, Frøken Mand. Saa gaar vi til
Bords,« sa’e hun stille.
Nu tabte Ditte ikke Tingene ud af Hænderne
som den første Dag. Da havde hun ladet Armene
falde lige ned og spurgt: »Skal jeg ogsaa med til
Bords?« med et Udtryk saa fortabt, at Fruen brast
i Latter.
. »Ja naturligvis!« havde Fru Vang svaret, som
om det var den selvfølgeligste Sag af Verden.
Dengang havde hun helst været fri; men nu
syntes hun ogsaa det var ganske selvfølgeligt, skønt
der kun var gaaet en halv Snes Dage. Hr. Vang
havde ingen Appetit, naar han vidste at der sad
et Menneske alene ude i Køkkenet og tyggede,
havde Fruen sagt; og Ditte kendte godt nok den
Følelse. Lige fra hun som Barn rykkede ind i
Skadereden, havde det været hende umuligt at
sørge for sig selv, saalænge hun ikke var sikker
paa at alle de andre var forsynede —
Dyrene med.
Det var nok efter Lars Peter hun havde det —
han var nu engang saadan indrettet. Ligestraks
overraskede det blot at træffe andre, der havde
det paa samme Maade!
Og det kneb lidt de første Par Dage. Nu var
hun helt vænnet af med at sidde til Bords med
andre; i Aarevis havde hun gumiet sin Mad alene,
i Krogen ved Køkkenvasken. Det var helt under-
ligt igen at sidde og spise i Menneskeselskab —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
