Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Foraaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
ikke duede længer. Mennesker og Ting —
paa
Skraldevognen med det naar det ikke kunde læn-
ger; det betalte sig ikke at holde Liv i, og flikke.
Det var dejligt at være Menneske igen —
og igen
være blandt Mennesker; dejligt at være Genstand
for Omsorg —
og selv faa Lov til at øve den.
Der var nok at tage i fra Morgen til Aften. Om
Aftenen naar Børnene var i Seng, sad de om Lam-
pen med Stopning og Lapning, Ditte og hendes
Madmor. Fru Vang var utrolig flink paa Fingrene,
Ditte kunde ikke klare sig med hende. Saa sad
de hver i sine Tanker, Ditte var ikke meget un-
derholdende af sig, og Fru Vang som var saa
glad og livlig om Dagen, blev stille ved Aftenstid
ligesom Fuglene. Ditte sad og lyttede til den for-
underlig fredfyldte Stilhed som har til Huse i
Hjem, hvor Børn sover mens gode Hænder virker
for dem. Og hun glæmte hvor hun var, og syntes
hun sad hjemme i Stuen, Lillemor, med de Smaa
i Seng og Dagens Bekymringer bag sig, træt og
omsorgsfuld. Længtes Ditte tilbage mod sin bryd-
somme Barndom? Hun lagde Hodet ned paa Ar-
mene og græd stille.
»Naa, hvad er der nu igen?« Fru Vang tog
hende paa Skulderen. »Hvad skader Dem, Barn?«
»Aa, jeg har det for godt,« svarede Ditte snøf-
tende og forsøgte at smile.
Fru Vang lo. »Det plejer man ellers ikke at gi’e
sig til at græde over.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
