Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Foraaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
»Nej men jeg har aldrig leget som Barn —
det
er alligevel saa underligt.«
Fru Vang saa spørgende paa hende; nu var hun
slet ikke med længer.
»Jeg skulde bare være kommet her for længe
siden,« sa’e Ditte og lagde sig ind til sin Madmor.
Og her rørte hun i al Fald ved noget af det der
skadede hende: hun havde været ude for lidt rige-
ligt, kunde uden Fortræd have undværet en Del
af det. Nu havde det faaet Tid at æde sig for
langt ind! Ligesom hun ofte sagde »Herren« og
»Fruen« uden at vide eller ville det —
Vangs
havde bestemt frabedt sig den Slags Høflighed —
kunde hun pludselig gribe sig i at være paa Vagt.
»Mon det nu ikke er for at faa saa meget mere
Nytte af dig, de er saa venlige?« kunde det med
ét spørge inden i hende —
især naar hun var
træt. Her var mindst lige saa meget at gøre som
i andre Pladser, færdig var man egenlig aldrig
her heller! Fruen gik selv med og tog sin Tørn
fuldt ud, skulde der tages særlig tidlig fat kom
hun og kaldte, munter og frisk, allerede hendes
glade Trin op ad Trappen gav Dagen Humør. Ar-
bejdet her trykkede ikke, saa rigeligt der var af
det; det var ikke hobet op som Følge af at nogen
af Parterne snød sig fra sit. Og det var ikke for-
agtet; der var intet af Aaget ved det.
Ditte havde ikke længer nogen Fornæmmelse af at
maatte trække Læsset for andre. Hun havde blot
naaet Bunden af sin Utrættelighed, der var slidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
