Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Foraaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Ditte gik og kom sig fra Dag til Dag, og Vaaren
skød trofast efter. Aldrig før havde hun vidst, at
Foraaret var en saa
ufattelig dejlig Tid. Hun havde
i Grunden aldrig lagt rigtig Mærke til det der-
hjemme, men blot hilst det for den Lettelse det
betød i Arbejdet, at Ungerne kunde løbe ude fra
Morgen til Aften og man ikke behøvede at gruble
over Udveje for Brændsel mere. Maaske var det
den aarelange Indespærring mellem Hovedstadens
Kaserner der aabnede hendes Sind. Hun tøede op
omkap med Markerne derude, i hendes Væsen
rislede det af skjulte Kilder, brød sig pludselig Vej
frem, sang en sølvklar Tone til Vaaren —
og randt
hen. Der kom og gik saa meget, som ikke var til
at gribe og fastholde —
og slet ikke til at begribe;
det efterlod nynnende Glæde, eller ^ødt Vemod.
Aftnerne bar det frem, og Natten —
helst i Maane-
skin naar man laa og ikke kunde sove for det
sælsomme hvide Lys, der stod og koglede i Kam-
meret. Saa galdt det om at passe paa, at ikke
Maanelyset dvælede paa éns Ansigt mens man sov.
I Følge Bedste havde det kostet mangen ung Pige
hendes Livslykke, og Ditte troede fuldt og fast
paa det endnu.
Dagene gik til Gengæld deres lige og lysende
Vej, hver Dag lidt længere end den foregaaende
—
og en Kende varmere. I Haven skete der nyt
hver Dag, saa sprang én Busk ud, saa en anden.
Børnene holdt skarpt Udkig og kom ind og meldte,
og saa maatte man ud alle Mand og hilse det ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
