Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Foraaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Under, og Hr. Vang forklarede. Han vidste hvad
hver eneste Plante hed, hvordan den spiste og for-
merede sig —
og næsten hvad den tænkte med!
Oppe i hans Arbejdsværelse var alle Væggene dæk-
kede af Boghylder; Ditte gøs naar hun tænkte paa,
alt det han maatte ha’e i Hodet.
Men Solen gik videre, bare videre! Da den havde
rusket Liv i Blomster og Buske, tog den fat paa
de store Trær. Og en Dag naaede den om
Hjør-
net og skinnede ind til Ditte gennem Gavlvinduet,
lige idet den gik ned. Hun sad henne ved Bordet
og skrev Brev, og den ramte hende i et Kys paa
Kinden der i Forvejen var varm og rød, legede et
Øjeblik i Haaret om hendes faste Pande og blev
borte bag Skovene.
Fruen kom op med et Brev. Det var fra en
ung
Gartner, som havde et Gartneri lige i Nærheden og
nogle Gange havde været der med Havesager; han
vilde have Ditte med til Bal i Lundehuskroen.
»Vi maa snart se at faa Dem alvorlig anbragt,«
sa’e Fru Vang, som havde anet hvad Brevet inde-
holdt og stod og læste del over Dittes Skulder —
»for saadan kan det ikke blive ved at gaa. De
fordrejer jo Hodet paa alle de unge Mænd her
omkring. Før kunde vi næsten ikke faa de Hand-
lende til at køre herhen om; og nu kan én ikke
bestille andet end rende ud og sige: Nejtak vi skal
ingenting ha’! Ved De hvad man kalder Dem her
paa Egnen? Jomfru-rør-mig-ikke.«
Andersen Nexø, IV. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
