Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. De gode Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
forbavset: »Men, det er jo Lars Peter!« og slaa
med en Dør og løbe op ad Stien foran Huset.
Ditte kom ned i en Hast! Der holdt de ganske
rigtig oppe paa Vejen, Lars Peter, Sine og alle
Ungerne
—
et svingende Læs; Fru Vang var alle-
rede ved at hjælpe dem af Vognen. Hun kyssede
Sine lige paa Munden. »Ja undskyld!« sa’e hun
og lo bevæget— »men jeg er kommet til at holde
saa meget af jer allesammen —
gennem Ditte.«
Hun saa paa dem den ene efter den anden, hen-
des Øjne lyste.
»Saa har hun ikke bagtalt os —
eller gjort os
Skam heller,« sa’e Lars Peter oprømt. Han støt-
tede sig paa Hestens Bagparti idet han krøb ned
af Vognen. »Godda’ min Tøs!« Han tog Ditte om
Kinderne og ruskede hendes Hode. »Det var rart
at se dig igen.«
Nu kom Fredrik springende, og Søster Inge, og
Knægtene —
fra alle Sider kom de. Og Vang kom
hastende op nede fra Baghaven med den mindste
paa Armen. »Hest!« raabte Purken »Hest!« og
prustede saa Væden stod ham om Hagen.
De vilde straks have været videre, ned til Sta-
den; Hesten var træt og trængte til at komme paa
Stald. Lars Peter havde tænkt sig, at Ditte kaske
kunde faa fri Resten af Dagen og følge med dem.
Men det kunde der ikke være Tale om. Fru Vang
holdt paa at de skulde ind og have noget at spise
—
saa kunde man altid siden lægge videre Planer;
og Vang stemte i med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
