Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Hunden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Natten. Den saa ud, som den havde mest Lyst til
at bide fra sig. Ditte maatte spærre dens Gab op,
mens Herren tvang Styrkemidlet i den; den ka-
stede straks det hele op igen.
»Jeg tror den har Mavekatar,« sa’e ban —
»dens
Aande lugter. Den har aldeles afgjort Mavekatar,
Amalie!« raabte han hen mod den aabne Sove-
kammerdør.
»Er det andet end Pelsen der lugter surt? det
gør den altid paa langhaarede Hunde,« sa’e Ditte.
Den gamle Junker sendte hende et knusende
Blik. Saa trippede han ind i Sovekamret igen,
fornærmet. »Den maa holde Diæt,« hørte hun ham
sige derinde. »Du maa faa fat i en Kogebog for
Hunde, Amalie. Men overlad det nu ikke til Pigen
igen; Almuen har ingen Følelse for Dyr.« Ditte
smilede bittert. Nej Scott havde hun i al Fald
ikke meget til overs for.
Om Eftermiddagen gik den gamle Herre Tur
med Hunden, naar han da kunde for sin Fodgigt.
Men ofte kunde han ikke, og saa maatte Ditte gaa
Tur med den paa Boulevarden. Det var ikke til
at faa Ende paa den halve Time Turen skulde
vare; Scott var uvorn, den sled i Kæden og glam-
mede, og slæbte hende med fra Genstand til Gen-
stand. »Følg bare med,« sagde Jagtjunkeren, der
de første Gange var med for at vise Ditte hvordan
Hunden skulde promeneres
—
»den skal ha’e sin
Vilje. De har bare at holde fast, saa den ikke
slipper fra Dem.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
