Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Georg og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
vist sig siden den Dag, han kylede hende Maden
i Hodet og overfusede hende. Han skammede sig!
Og Ditte havde ikke i Sinde at opsøge ham. Vred
paa ham var hun ikke, og forlangte heller ikke
at han skulde gøre sig ussel og be’ om Forladelse.
Men han skulde komme af sig selv, saa hun vidste
at han holdt af hende. Hun tvivlede forøvrigt
ikke, hun trængte blot til lidt fattig Oprejsning.
Hun holdt fremdeles af ham, men det var nød-
vendigt, at han gjorde det første Skridt —
for det
fremtidige Forholds Skyld! Han var god og mild
naar han ikke turede, og hun skulde nok faa Skik
paa ham og holde ham fra Spfritus’en, naar først
de var rigtig sammen. Og han trængte til hende
—
Gud ved hvordan det gik ham!
Ditte var ensom. Hun havde været i Nøddebo
for at faa sin lille Dreng, der nu var en hel Tamp
paa fem Aar, ind til sig; men Plejeforældrene vilde
ikke af med ham. Og tage ham med Vold kunde
hun jo ikke, især da Drengen slet ikke vilde ken-
des ved hende. Hun havde lejet sig et billigt
Hummer i en af Dronningens Tværgades faldefærdige
Rønner; her sad hun og hang naar hun ikke var
paa Arbejde. Hun gik sjælden ud men gav gærne
Konerne i Ejendommen en Haand, og holdt Øje
med de Smaa naar Mødrene maatte paa Sjoveri
eller ud og lede Manden op.
Helt lykkelig og sorgløs var hun aldrig mere;
selv naar hun havde det hyggeligt og morsomt,
var der et Sted i hende hvor Lyset og Glæden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
