Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Georg og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
ikke vilde naa ind, hvor der rugede Mørke altid.
Det var stik modsat af før; da var der en Plet
inderst i hende hvor der var lyst altid, hvor sort
det end saa ud.
Ditte kunde godt henføre Forandringen til noget
bestemt —
den var kommet efter Opholdet paa
Villa Vang. Hun tænkte ofte paa de lykkelige
Maaneder hos Vangs, og ønskede hun aldrig var
kommet der. Ikke fordi hun havde staaet i For-
hold til Vang; det vilde hun aldrig fortryde om
hun saa blev hundrede Aar. En Mand som var
smuk og stærk og god havde aandet paa hendes
Hjærte —
og hun havde givet sig hen til ham,
skænket ham sin første Kærlighed! Det var som
det skulde være; det havde kun efterladt Sødme;
der sad Rester af den endnu i Sindets Kroge.
Men han havde tændt hendes Sjæl ogsaa; det
var det fortvivlede. Efter det Liv hun havde levet:
i fornøjeligt Arbejde, aandelige Interesser, menne-
skeligt Fællesskab, var det svært at finde sig til
Rette i det klamme Halvmørke, der igen lukkede
sig om hende. Hun havde faaet et Kig ind i det
forjættede Land —
det var hendes Forbandelse.
Hun kunde ikke tage Oplevelsen som noget ufor-
tjent —
en Naadegave, men tog den som noget
selvfølgeligt —
en Livets Ret. Vangs havde selv
lært hende at se saadan paa det. Og nu stod hun
med sine menneskelige Krav paa Tilværelsen og
følte sig som noget af en Udstødt paa Jorden.
Det sad i Sindet og var ikke til at fordrive igen;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
