Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Georg og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andersen Nexø. IV, 12
177
svagt igen men svarede ellers ikke. Og pludselig
opdagede hun at han var faldet i Søvn, i Øjen-
næstet stod store Taarer.
Hun listede hen til Sengen og stod og betrag-
tede ham, med Sindet fuldt af Glæde og Jammer.
Det dødblege indfaldne Hode hvilede roligt, næsten
for roligt; Ansigtet vendte lige opad. Det var
skønt trods Skægstubbene og den syge Sved, men
forpint. Strejfet af et Smil laa endnu over det,
Smilet til hende; men under det gik et andet
Drag, som ikke spejlede noget udefra men var der
altid. Det maatte stamme indefra, dybere endnu
maaske end han selv havde Rede paa. Hvad var
det som nagede og gnavede i hans lyse gode Sind
inde fra, og jog ham ud i Ødelæggelsen? Ditte
havde ikke spurgt hvad han fejlede, det var ingen
Nytte til. Der var Spor paa ham endnu efter en
forfærdelig Tur, den højre Haand bar Mærker af
at have været dygtig forslaaet, og omkring det
ene Øje var der underløbne gule og grønne Skyg-
ger. De var ved at opsuges
—
det maatte være
en Maanedstid siden. Og endnu laa han her!
Gik han og bar paa et indvendigt Onde? Var det
Døden han løb Storm imod? Ditte kom til at
fryse. Hun listede stille ud og bad Nabokonen
om at høre efter ham lidt. Saa gik hun hjem og
pakkede sine Sager og lod dem bringe herhen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
