Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Georg og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Hun nøjedes med at drømme om Georg. Han
boede et Par Gader henne —
i Prinsensgade, men
nogen Æventyrprins var han ikke; Ditte kunde se
det saa godt som nogen. Han kunde sætte alt
over Styr, saa man maatte tage op af sin Løn for
at faa Sagerne løst hjem igen; og Foræringerne
han gav, tog han gærne paa Kredit. Det var ikke
Guld, alt hvad han udgav for at være det; hans
store Ord skulde helst ikke tages for mere end de
var. Men Tilværelsen fik alligevel et andet Skær
i hans Selskab.
En Dag fik hun at vide at han var syg. Hun
gik straks derom.
Han brød fuldstændig sammen ved at se hende,
kastede Overkroppen ud af Sengen og hang saadan
og hulkede. Ditte tog hans Hode i sit Skød og sad
og holdt paa det; det var blevet magert og kantet,
Haaret var klæbrigt og uplejet. Og Sengen var
snavset og havde ikke været redt længe; Skjorte
havde han ikke paa men kun en elændig tynd
Uldtrøje —
forfærdelig laa han i det. I hans
magre Ryg sled Sygdommen og Fortvivlelsen. Hun
læmpede ham tilbage i Sengen.
»Nu maa du holde dig godt under Dynen, mens
jeg henter Brændsel og faar lagt i,« sa’e hun. Han
laa og betragtede hende, mens hun tændte op og
gjorde rent, hans brune Øjne veg ikke fra hende.
Som et Par Barneøjne fulgte de hver af hendes
Bevægelser, ejegode, fulde af Tillid. Hun smilede
til ham og sagde et og andet; saa smilede han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
