Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Georg og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
sammen; men Georg var henrykt for det som det
faldt. Det slog Ditte hvor nøjsom han i Grunden
var af Væsen, selv den mindste Ubetydelighed
havde altid kunnet sætte ham i glad Stemning.
»Det er jo storartet,« sa’e han om alting. »Og
vent bare til jeg kommer op,« kunde han tilføje
lyst —
»saa skal der nok komme Gang i Sagerne.
Saa tjener vi Penge begge to.«
Om Aftenen og Søndagen kunde Ditte give sig
Tid, saa sad hun paa hans Sengekant og de uddy-
bede det nærmere. Hun fortalte ham om sin lille
Dreng; hun kunde ikke lide at have Hæmmelighe-
der for ham nu de levede som Mand og Kone.
»Ham skal jeg nok skaffe dig«, sa’e han tillidsfuldt.
»Hvis Plejeforældrene nægter at udlevere ham, gaar
jeg til Politiet.«
Ditte havde ikke megen Tro til at det skulde
hjælpe. »Politiet —
det er vist ikke til for vor Skyld,«
sa’e hun.
»Jo naar der staar Fattigfolk mod Fattigfolk,
saa kan Politiet meget godt anvendes,« erklærede
Georg.
Han kom langsomt til Kræfter og begyndte og-
saa at kunne taale Mad, men Ditte maatte være
forsigtigt. For et godt Ord kastede han det hele
op igen. »Saadan har jeg altid været, saa langt
jeg kan huske tilbage,« sa’e han og smilede over
hendes Forskrækkelse. »Man har fine Fornæmmelser
ser du!«
En Dag hun kom hjem var han oppe; han sad
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
