Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Georg og Ditte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
ved Vinduet og saa ud paa den nyfaldne Sne. Bleg
og svag saa han ud, men det var dog altid et
Fremskridt. »Ved du hvad jeg sad og tænkte paa?«
sa’e han, »jeg tænkte saamænd paa Livet. Der er
ikke nogen rigtig Mening i det —
for en anden at
se til. Som nu godt og ondt —
hva’ kan man
gøre foret, hverken det ene eller det andet? Man
kan være ked af at man gør en anden Sorg og
Fortræd, men forhindre det kan man bare ikke.
Man lider maaske, naar noget skal være, selv mest
under det —
men Skylden for det den skal man
ta’. Hvad Mening er der saa egenlig i det hele?«
Ditte lo. »Du sidder nok ordenlig og spekule-
rer,« sa’e hun glad og stolt over saa klog han var.
»Men her skal du se noget andet —
en stegt Kyl-
ling. Den fik jeg af mit gamle Herskab Jagtjun-
kerens. De er forresten saa rare, der er ingen
der har passet Scott som jeg, siger den gamle
Herre.«
Georg kastede et flygtigt Blik paa Kyllingen.
»Jeg ved ikke hvor det kan være, Mad har jeg al-
drig interesseret mig for,« sa’e han tankefuld.
»Da ikke i fast Form,« føjede han til i et Anfald
af Galgenhumør.
»Du har saamænd ikke brudt dig om Spiritus
heller,« svarede Ditte ivrigt —
»det var bare noget
der fulgte med i Købet! Ved du hvad jeg tror
det var? Spændingen! Du trængte til at opleve
noget.«
Nu ytrede han i al Fald ingen Trang til Afveks-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
