Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vorherre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
Peter kærligt. »Bare du kan holde til det selv —
du har for stort et Hjærte.«
Ditte lo: »Det sagde Doktoren ogsaa, dengang
jeg var syg. Det var Hjærteudvidelse, sa’e han.«
»Ja ja, et Spøg et andet Alvor —
hvordan har
Ungerne det?« Han rejste sig op.
»De sover,« sa’e Ditte, »de har været saa tidlig
paa Færde.« Hun gjorde uvilkaarlig et Skridt mod
Døren; men Lars Peter var allerede derhenne.
»Da har de en egen Maade at sove paa,« sa’e han
leende og lukkede op. De Smaa hade hørt ham
og var staaet paa Hodet ud af Sengen i Skyndingen
med at komme først, de laa paa Gulvet og sprællede
med Sengeklæderne over sig. De kravlede op ad
ham og hængte sig i hans udspilede Frakkelommer.
»Har Du noget til os?« raabte de og rev i ham.
Ja i Lars Peters mægtige Lommer var der altid
et eller andet, som hade forstukket sig fra hans
Landture. Denne Gang var der baade Æbler og
Pærer nede under Vanter og Lommeklud, de hade
ligget der noget og var baade stødte og snavsede,
men herligt smagte de. Og op af Indei’lommen
halede han noget til Ditte, en
Medisterpølse, en hel
Alen lang. «Den er saamænd nede fra Sandet« sa’e
han —
»fra Sognefogdens! Ka’ du huske —
dem
som tog sig af jer og kørte jer hjem, da I som
smaa rendte paa egen Haand.«
Ditte kunde nok huske det, men det laa en
Evighed borte. Det var ligesom det kunde være
hundrede Aar siden, og hun hade ingen Tid til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
