Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vorherre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
paa,« sagde Gamle Rasmussen en Dag med tydelig
Sigte paa Dittes Opførsel mod Karl —
»og det biir
vel saa den der viser én de fleste Hensyn!« Den
gamle hade Ret, skønt Ditte nødig vilde vedgaa
det for sig selv. Men i Dag kunde hun se det.
Altid var hun ked af det —
bagefter
—
naar hun
hade været studsk og afvisende over for ham; og
bestandig var hun det alligevel. Hun kunde ikke
gøre for det, men der var noget der —
mod hendes
Vilje og Ønske —
altid lagde sig paa tværs i hende
naar det angik Karl. Tilsyneladende var der ingen-
ting der hindrede, men spærre gjorde det alligevel.
Hun var som Hønen der ikke kan komme hen
over en Kridtstreg.
Naar han endda vilde tage sig til Rette og ikke
lade Afgørelsen være afhængig af hende. En Hus-
bondsret hade han jo engang for alle over hende;
Ditte undredes tidt over, at han ikke benyttede sig
af den. Han gik og ventede taalmodigt paa noget,
der skulde opstaa i hende; hvad det egentlig var
begreb hun ikke, og hun undredes tidt paa om han
ogsaa var et rigtigt Mandfolk. Skulde hun fri til
ham, kom han vist til at vente længe!
Og med alt det, kvit blev hun ham ikke. Hun
kunde behandle ham grænseløst affejende, nærmest
uforskammet, og naar han vel var ude af Døren,
fortrød hun det og grebes af Angst for, at han
skulde ha faaet nok og ikke kom igen mere.
Hans Respekt for hendes Person fik hende til at
beskæftige sig med sig selv; hvad var det ved hende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
