Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vorherre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
som fik ham til at behandle hende saa nænsomt,
som var hun en fin Frøken —
og Jomfru tillige?
Han saa noget i hende, hun ikke selv vidste af —
og heller ikke troede paa. Men det hørte vel med
til hans Væsen, højttravende hade han jo altid
været.
Han søgte ikke til de Hellige mere, men hade
ikke derfor lagt Gudsøgeriet af. Sammen med andre
unge Arbejdere hade han dannet en Klub, hvor
de kom sammen og diskuterede. De hade nogen
grinagtige Ideer —
skør var han fremdeles! De
mente at Mennesket var helligt —
hvor usselt det
saa var stillet i ydre Kaar, og at Gud fandtes inden
i dem selv. Ditte begreb ikke et Muk af det og
kunde sommetider knap bare sig for at le, saa
højtideligt Karl tog paa disse Spørgsmaal. »Det er
fordi din Sjæl blunder endnu,« sa’e han saa. Han
anerkendte ikke andre Love end sin egen Samvit-
tighed, og mente at den hele Tilværelse vilde blive
anderledes, naar den Fattige først vaagnede til For-
staaelse af sin egen Ukrænkelighed. Saa Vilde
Mennesket ikke længer lade sig trampe paa, men
gøre Oprør. Mennesket var helligt, sagde han. Og
deraf forstod Ditte, at han selv var det endnu,
skønt han ikke længer rendte til de Hellige.
Ditte vidste godt at alting har en
Ende, og mens
hun sled for at blive færdig, plagede den Tanke
hende, at han maaske ikke kom i Eftermiddag.
Naa, saa faar han blive borte, tænkte hun trodsig.
Men hun hang alligevel i, og Arbejdet gik rask fra
4*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
