Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Den solide Jyde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Fornøjelse ud af det. —
Men én har nok gaaet og
tænkt at der var noget muggent ved’et —
saa pæn
han altid holdt sig. Mandfolk er alligevel noget
Rak, og de pæneste er tidt de værste.«
Ditte maatte smile: »Har I virkelig vidst dét
ogsaa, Mor? Jeg synes netop I var saa glad for
ham.«
»Ja hva’ —
han hilste jo altid saa pænt paa en
anden stakkels fattig Djævel. Goddaw Fru Ras-
mussen, sa’e han. En undredes nok paa’et, hvor-
for sku han ellers være den eneste, der kaldte én
for Frue? Men snyder gør de forresten allesammen.«
Ja, det gav Ditte gærne den gamle Ret i; hun
forundredes overhodet ikke over noget mer. Her-
inde maatte enhver hytte sig selv, i al Fald
naar han vovede sig uden for Kasernen. Sendte
hun Peter ned for at handle, blev han ofte snydt,
selv Gamle Rasmussen kunde det knibe for; hun
saa daarligt, og det benyttede man sig af. Kvarte-
rets Smaahandlende sad haardt ved det; de var
pakket tæt ind paa hinanden, skulde leve af en
enkelt Opgang, saa mange var der af dem. De
maatte snyde
—
paa Vægt og Maal —
for at
faa Føden. Og Kunderne snød dem igen, laante
Flasker som de ikke leverede tilbage men solgte
andetsteds; log paa Kredit —
og flyttede en skønne
Dag fra Gælden. Der var ikke ret meget at sige
til noget af det —
man maatte bare passe paa.
I Forretningen var det det samme, naar man fik
Materialer udleveret; passede man ikke nøje paa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
