Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Symaskinen, Dynen og Samaritanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
der var saa mange om alting, ingenting forslog.
Snart hed det der var Uddeling fra Fagforeningen,
snart fra Menighedsplejen; oftest var det Rygter
der dukkede op født af altfor frodige Hjærner, og
intet hade paa sig.
En Dag straks efter Nytaar kom de uforvarende
og henlede Symaskinen. Som et Slag bagfra ramte
det Ditte; hun var knap et Par Uger bagud, det
hade hun været saa tidt —
de hade saa at sige
opfordret hende til det! Og hun var villig til at
skaffe Pengene i Løbet af Dagen. Men det var
ikke Pengene de vilde ha, det var Maskinen.
Ret megen Gavn gjorde den ikke i Øjeblikket,
den kunde godt undværes. Men Ditte græd sine
modige Taarer alligevel, mindre fordi hun hade
afdraget omtrent hundrede Kroner som nu var
tabt, end fordi hun var kommet til at holde saa
meget af den. Den hade været som en god Kam-
merat —
Brødet hade den givet i det længste!
Naar hun satte sig til at sy og tog Haand i den,
føltes det som at røre ved et trofast Væsen. Dens
Raslen hade ledsaget hendes Tanker og Bekym-
ringer, og lullet Børnene i Søvn. Naar de sov ind
om Aftenen gik Maskinen endnu; naar de vaag-
nede om Morgenen, snurrede den ogsaa. Til sidst
troede de at den gik Nat og Dag. »Mor hun sover
aldrig!« sa’e Peter —
som noget ubegribeligt ved
Moderen.
Gamle Rasmussen græd ogsaa. Saa ond hun hade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
