Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Symaskinen, Dynen og Samaritanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Adelgade —
en fattig Kvinde, der sad i det omtrent
som hun selv, uden Forsørger og med el Par smaa
Unger. Hun hade lige faaet en
Symaskine paa
Afbetaling, hun vilde til at sy for Forretninger —
Arbejdstøj; det skulde betale sig saa godt. »Bare
man nu ikke er ble’et snydt,« sa’e hun. »Prøv den
engang; du forstaar dig jo paa Symaskiner!«
Ditte satte sig til Bordet og gav sig til at sy.
Med ét stansede hun og tog Vejret tungt ind, hun
hade faaet en egen varm Fornæmmelse i Hæn-
derne; en varm Strøm forplantede sig fra dem over
i hende og gjorde hende blød om Hjærtet. Hun
stirrede paa Maskinen, paa Nummeret, paa hver
Enkelthed. Saa sank hendes Hode ned paa Armen;
hun hvilede sig paa Maskinbordet som hun saa
ofte havde gjort. Og en Taare faldt —
som saa
ofte —
ned paa Pladen og udløste en egen fortro-
lig Lugt af Terpentin. Veninden lagde Haanden
paa hendes Skulder.
»Du biir da inte syg?« sa’e hun. »Er der noget
i Vejen med dig?«
Ditte løftede Hodet og smilede tvungent: »Aa
det er ingenting; jeg blev bare saa
underlig. —
Har du købt Maskinen ny?«
»Ja —
det vil sige —
jeg syntes den var
ny
dengang jeg saa paa den. Men den er vist lidt
brugt alligevel. Er den ikke god tror du?«
»Jo det er en rigtig god Maskine,« sa’e Ditte —
i desperat Humør. »Men du skal passe godt paa
den, ellers stikker den af et andet Sted hen, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
