Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Ditte tager sig en Fridag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
Hun selv gik sandelig ikke i Barndom. Hun
ordnede og gjorde Udveje; midt i Dagens Møje
plantede hun sig med sine firs Aar. Fortiden gav
hun sig ikke af med. For godt hade hun ikke
haft det i sin Tid, det fremgik af saa
mange Ting.
Men hun talte aldrig om det; Ditte vidste ikke
engang hvor hendes Børn var henne. »Hvis de
inte er døde lever de endnu!« det var alt det Svar
hun gav
—
paa delte som paa alt andet der an-
gik Forgangenheden. Hun kendte nyttigere Be-
skæftigelse end at ævle op om Ting, som ikke lod
sig forandre alligevel.
Ditte selv hade det i denne Tid med at springe
tilbage og holde en Slags Oversigt over Oplevelser
og Genvordigheder, nu hade hun jo Tid —
for
første Gang i sit Liv. »Jeg tror jeg skal dø,« sa’e
hun —
»jeg ligger og kommer i Tanke om saa
meget underligt. Det gør Mennesker naar de skal
dø.« Ja underligt var det at de hade forfulgt
hende allerede før hun blev født! Nogen videre
Begejstring hade der jo aldrig været, men dengang
hade man ligefrem staaet hende efter Livet. Det
var underligt, for man vidste jo ikke engang, hvor-
dan hun vilde blive. Det var Fattigdommen! Og
Bedstes Død og Sørines Henlæren i Tugthuset
—
ogsaa det skyldtes Fattigdommen. »Jeg gad vidst
om alt ondt skyldes Fattigdommen?« sa’e hun
til Karl.
»Det meste af det gør i al Fald,« svarede han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
