Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Ditte tager sig en Fridag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
Dengang forstod jeg dig ikke og var bare flov;
men nu forstaar jeg godt hvad du mente med det.
Og i Nat drømte jeg at Vorherre ogsaa kyssede
mine Hænder —
var det ikke underligt? Han stod
ved Paradisets Have, dér hvor alle de trætte kom-
mer hen og hviler sig; og de andre vilde ikke
slippe mig ind. Hun er for ung! sa’e de —
hun
kan saamænd godt arbejde lidt endnu. Men Vor-
herre tog mine Hænder og saa paa dem, og saa
sa’e han: Hun har slidt nok; værre saa mine egne
Hænder ikke ud, dengang jeg hade skabt Verden!
Og saa kyssede han dem; og jeg skammede mig
godt for de var jo ikke pæne. Men det var netop
derfor han gjorde det og alle de andre nejede sig
for mig.«
Hun laa med lukkede Øjne, træt af at tale. Karl
sad ganske stille for ikke at forstyrre hende. Plud-
selig lettede hun Hodet: »Hør, nu synger de Sal-
mer igen!« sa’e hun. Det saa ud som lyttede hun
opad mod Himlen.
»Det er henne paa den lange Gang
—
den ny
Logerende,« sa’e Karl. »Det er forresten en gam-
mel Arbejdskammerat af mig ude fra Pumpestati-
onen, en rigtig prægtig Fyr. Men han synger altid
Salmer naar han er alene. Han er Bornholmer, de
Folk er allesammen lidt forstyrrede i Hodet.«
Dittes Tankegang sprang fra det ene til det andet;
nu var hun ved noget nyt igen: »Bedste sa’e altid,
at vi Mand’er er som Faarene —
jo haardere vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
