Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
Hjærte, Karl? Guds Hjærte er dér, hvor Brødet
rækkes den Fattige.«
»Saa er Ditte ogsaa ét med Guds Hjærte,« sa’e
Karl lyst. »For hun kunde ikke se nogen trænge
uden at hjælpe dem. Hun har slidt sig op for os
andre, du! Kunde du ikke flætte hende ind i din
Tale i Dag?«
»Jeg tænkte netop paa det —
hun som skal ud
og føre Processen for os! Hvor er det smukt
tænkt du! —
Vi maa se at faa Tag i Sjælene —
en tændt Sjæl gaar aldrig ud!«
Ditte laa og kæmpede Dødskampen. Karl sad
alene hos hende; han hade ladet Gamle Rasmussen
tage ud og overvære Begravelsen
—
hun vilde saa
gærne se al den Stads der blev gjort af Lille
Peter.
Anfaldene blev hyppigere og hyppigere, mellem
Anfaldene laa hun og delirerede. Hvergang de
kom, løftede Karl hende over Ende og hjalp hende
at faa Vejret. Vidste hun mon, at det var ham
der var om hende? følte hun overhodet, at der
var medlidende Hænder som hjalp hende, et
Hjærte som blødte for hendes Skyld? Hun
syntes saa forfærdende ensom med sin Kæm-
pen og sin Rallen; ingenting ved hende gav Ud-
tryk for at hun følte hans Nærhed; hun hang i
hans Arme og stirrede paa ham —
uden at se
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
