Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
ham. Det var svært, næsten uoverkommelig svært,
at se et Menneske, det kæreste man hade, stride
den sidste Strid, og ikke formaa at lette det Kam-
pen, ikke engang eje Midler til at fortælle det, at
man var hos det.
Hun tik det bedre igen og laa og trak Vejret
tungt —
og fantaserede. »Ja ja ja,« —
sa’e hun
—
»saa saa saa.« Et eller andet jagede og plagede
hende. »Ja vist, nu kommer jeg!« mumlede hun
halvhøjt, med en utaalmodig Klang.
Karl lagde Haanden paa hendes Pande. »Saa
min Ven,« sa’e han bex-oligende. »Der er ikke no-
get du skal, slet ikke noget! Vi skal nok ta os af
det hele.« Ditte aabnede Øjnene og saa
paa ham,
genkendende.
»Hvorfor græder du?« spurgte hun, underlig
udeltagende.
Karl rystede paa Hodet: »Det er blot saa
meningsløst!« sa’e han.
»Hvad er
meningsløst?«
»Aa —
altsammen!« Han lae Hodet ned mod
hendes Dyne.
»Du kan da virkelig ikke forlange at jeg skal
være over dig hele Tiden; de andre skal ogsaa
—
—Og saa er det der igen: »Saa, saa, saa —
ja
nu kommer jeg!«
»Kære Barn dog,« siger Karl og tager angst med
begge Hænder om hendes Hode, som hun ligger
og slaar med, fra Side til Side. »Prøv nu at være
rolig, lille lille Ditte.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
