Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
vil sige ham et moderligt Ord. Men det bliver
kun en Rallen. Der gaar et Stød igennem hende,
som sprang hendes forpinte Hjærte højt i Lidelse
—
og brast. Karl farer forfærdet sammen. Saa
forstaar han. Graa og taareløs lægger han hendes
Hænder til Rette over
Brystet og folder dem.
Der lød Sang i det Fjærne —
Socialistmarsjen.
Og en
underlig Lyd som af stor Regn mod Sten-
bro; det steg til en Brusen, et endeløst Traadd, en
Drønen af Fodslag. Det var
Ligfølgets Tusender,
der lagde Vejen om ad Dittes Gade paa deres
Marsj mod
Rigsdagsbj’gningen —
til Trøst for den
lille Kulpillers Mor. Nu slog de over i ny Sang,
Karl hørte den forrykte Kammerats Stemme over
alle de andre:
»Effata ! Lad dig op!«
lød det mens den Døve stirred;
og den stumme Læbe dirred,
da det klang: spring op, spring op!
Og det smælted om hans Øre,
og hans Tunges Hylster sprang,
og han mægted selv at høre
Læbens løste Takkesang.
»Effata! Lad dig op!«
lyder endnu Frelserrøsten —
til i bange Sjæle Trøsten
fanger Liv og sætter Knop!
aabner end mit lukte Øre,
døvt af Verdens tomme Larm;
skal endnu min Læbe gøre
vidneglad og vidnevarm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
