Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
»Rolig, rolig,« siger hun —
»javist. Men altid
er der ogsaa nogen der raaber paa én. Aa jeg er
snart træt.«
Og saa trækker det igen op til et Anfald —
et
forfærdelig et; Karl synes det varer Timer. De
bliver haardere og haardere, Anfaldene.
Et Steds henne paa Lofterne græder et lille
Barn; dets Graad bæres stærkt frem gennem Stil-
heden, og gør den endnu mere bundløs at lytte
ind i. Hvergang Graaden stiger, slider det i Dittes
Legeme.
Karl gaar stille ud og lukker Døren til Lof-
terne.
»Det er en som har gjort sig snavset,« siger
Ditte pludselig med høj, glasklar Stemme. »Dens
Mor er der nok ikke. Men jeg hjælper den ikke!
Jeg vil ikke staa op og hjælpe den.«
Nej, nej —
det vil hun nok ikke! Karl ryster
paa Hodet og ler, med fordrejede Træk. »Ditte«
—
siger han skælvende —
»kan du huske en lille*
mørkeræd Tøs der alligevel stod op i Mørket og
gav Mis Mælk. Og kan du huske .« Hans
Stemme slaar over; han lægger Hodet ned mod
hendes Dyne og hulker højt.
Der arbejder noget i Dittes slukte Ansigt, en
vaagnende Erindring flakker op over det og gør
det forpint. Hun har taget i hans Haar —
han
maa ikke græde; med en svag Bevægelse prøver
hun at slaa Dynen til Side og tage ham ind til
sig for at gæmme hans Hode ved sit Bryst. Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
