Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 137 —
Lulle var sunken om i en Stol. Hun skjulte
Hovedet i Hænderne og hulkede.
Kamilla gik henimod Tanterne.
»Hvis jeg har saaret Dem, beder jeg om
Tilgivelse«, sagde hun. »Jeg vidste ikke, hvor gode
og brave De var, ligesaalidt som jeg vidste, hvilken
Usling han var, han der.«
Hans havde staaet og trommet forlegen paa
Ruderne. Nu vendte han sig om. Han havde
gjen-vundet sin Selvbeherskelse og følte, at den eneste
Maade, hvorpaa han kunde trække sig ud af
Situationen, var at være uforskammet.
»Og jeg har aldrig vidst, at Frøkenen var saa
høisindet, ellers havde jeg ikke vovet at løfte mine
Øine til Dem. Hvor kunde jeg ogsaa tro, at dette
ædle Hjerte kunde kjøbes for et Par Silkekjoler og
nogle Theaterbilletter.«
»Det klæder Dem ilde at spotte i dette Øieblik«,
sagde hun heftigt. »Alt er forbi mellem os. Her
er Deres Ring, her er Deres Presenter, Uhret,
Guld-kjæden og Armbaandet.«
Og hun slængte den ene Ting efter den anden
hen til ham.
»Blot Dem ikke formeget, min dyrebare«, sagde
han spydig. »Behold idetmindste Kjolen, Hatten
og Kaaben. Jeg er bange for, at hvis De skulde
give mig alle mine Presenter tilbage, kom De til
at gaa hjem i et altfor let Toilette. De kunde
forkjøle Dem.«
»Fy«, sagde Lulle, »saa slet troede jeg ikke,
han havde været.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
