Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 172 —
med det milde Udtryk i sit Ansigt og ordnede
Myrthekvistene og Rosenbladene om den dødes
Hoved, vilde han have sagt, at Dorthe var næsten smuk.
Men hun stod jo rigtignok ogsaa saaledes, at
man saa hende fra hendes heldige Side.
Vinterkulden havde allerede afsvedet Blomster
og Græs; men Dorthe havde af Lyng og
Rognebær-kvaste bundet en Krands, og den vilde hun bringe
til Kirkegaarden.
Udenfor Porten traf hun den unge Skolelærer.
Han var nylig kommen ud af Seminariet og
var naturligvis meget klog.
„Hvor skal du hen Dorthe?"
„Jeg skal bringe en Krands til gamle
Parne-mans Grav."
„Det gavner lidet at smykke Graven med
Krandse, naar Sjælen —"
„Skulde Parneman —?"
„Han er fortabt, desværre. Han drak sig jo
ihjel."
Gamle Dorthe lagde grædende sin Krands paa
Parnemans Grav.
Den laa i Hjørnet i Nærheden af Fru Fribergs
og lille Ingas.
Hun vendte Hovedet ved en let Støi.
Proprietær Friberg stod ved hendes Side.
„Græd ikke Dorthe, de har det meget bedre,
hvor de nu er."
„Ja de, men ikke han."
„Parneman?"
„Ja, Skolelæreren sagde, at han er fortabt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
