Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 104 —
Hjælp af denne og Vognmanden fik kan kende
baaret til Vognen, der ventede ved Slottet.
Bangaard kjørte til Hospitalet, clet eneste
rimelige Sted, han kunde bringe den reddede;
men her var alle Værelser saa optagne, at det
var umuligt at faa Plads.
Den stakkels Fuldmægtig havde saaledes intet
andet at gjøre, end at bringe hende til sit Hjem,
og nu først dukkede den forfærdelige Tanke frem:
»Hvad vil Jomfru Pedersen sige?«
Her var imidlertid intet Valg.
Selv var han gjennemvaad og rystede af
Kulde, og den unge Pige laa paa Hynderne
angreben af Feber.
Vognen standsede; han var hjemme.
Han gik først op alene.
Jomfru Pedersen lukkede op.
De gik ind i Stuen.
Hun var en fed, sværlemmet Skikkelse med
Fregner og rødt Haar. Hun havde en sort Kjole,
Blaaforklæde og en strikket, violet Ørehygge
bundet om Hovedet. I Haanden holdt hun et
korpulent Sølvuhr, der hang om Halsen i en
Haar kjæde med Guldlaas.
»Godaften, Jomfru«, sagde Bangaard,
overmaade venlig.
Jomfruen ignorerede hans Hilsen og
betragtede Seierværket.
»Hvis Fuldmægtigen skal begynde med at
spise til Aftens Kl. 10, faar De være saa snil at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
