Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 176 —
»Død, død for min Skyld. Han gik jo did for
at finde Blomster til mig.«
«Ja, lad os haabe, at kan kar fundet Blomster,
Blomster, der aldrig visner.«
^De har Bet. Det er maaske bedst saaledes.«
Hilda hvilede sit Hoved til Diakonissens Bryst
og græd.
Men det var milde Taarer.
Hilda Nærø sidder atter ganske alene paa sin
Kvist og syr Linsøm; men kun kengiver sig ikke
mere til barnagtige Drømmerier og bygger ikke
mere Luftkasteller.
Hun kar i sit Hjærte bygget et Kjærlighedens
Tempel, og der hænger hendes Elskedes Billede
forskjønnet og forklaret, saaledes som kun saa
ham sidste Grang, da han sad ved hendes Leie,
medens Solen skinnede paa Paafuglfjedren i kans
Hat, saaledes som kun fremdeles ser ham for sin
Sjæls Øie.
Hun ser ikke hans af Nød og slette
Lidenskaber furede Ansigt, hun ser ikke de fattige
Pjalter, der omkyller kans afmagrede Skikkelse, kun
ser kun kans dybe, sorte Øine og den straalende
Fjeder i kans Hat — kun ser kun Lyspunkterne
ved ham; thi hun ser ham med Kjærlighedens Øine.
Og naar vi ser med Kjærlighedens Øine, da
vil vi finde, at om et Menneske er noksaa ussel,
slet og elendig, saa kar kan dog altid — en
Paa-fuglfjeder i Hatten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
