Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XVII. Fyrstinde Karnakôf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fyrstinde Karnakof. 111
— Aa, men saa gjør mig dog bekjendt med
Deres unge Mennesker, sagde hun, idet hun saae
paa os med et huldsaligt Smil.
Vi rejste os op og saae paa Fyrstinden, medens
vi aldeles ikke kunde forestille os, hvad der egent-
lig fordredes for at godtgjøre, at vi havde gjort
hinandens Bekjendtskab.
— Saa kys dog Fyrstinden paa Haanden, sagde
Papa.
— Lad mig se, I har lidt tilovers for en gam-
mel Tante, sagde hun, idet hun kyssede Volodja
paa Panden: — jeg er vel kun langt ude beslægtet
med Jer; men jeg regner ogsaa mere paa et ven-
skabeligt Forhold end paa et nærmere eller fjernere
Slægtskab, tilføjede hun særligt henvendt til Bedste-
moder; men Bedstemoder var endnu stadig mis-
fornøjet med hende og svarede:
— Ej, min kjære, hvor regnes vel den Art
Slægtskab nutildags?
— Han her skal med Tiden blive en ung
Verdensmand, sagde Papa, idet han pegede paa
Volodja: — og han her — Digter, tilføjede han, sam-
tidig med at jeg, da jeg kyssede Fyrstindens magre
lille Haand, paa det mest levende forestillede mig
et Ris i denne Haand, under Riset en Bænk osv. osv.
— Hvem? spurgte Fyrstinden, idet hun holdt
mig tilbage ved Haanden.
— Den Smaa her med det strittende Haar,
svarede Papa med et fornøjet Smil.
„Hvad har nu mit Haar gjort ham ... lige som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
