Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXIII. Efter Mazurka’en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter Mazurka’en. 155
foruden det samme Udtryk af Munterhed, Sundhed
og Sorgløshed, som havde behaget mig i mit eget,
tillige en saa ægte og sart Skjønhed, at jeg maatte
ærgre mig over mig selv: jeg følte, hvor dumt det
var af mig at haabe, at jeg skulde kunne være i
Stand til at vække et saa henrivende Væsens Op-
mærksomhed.
Jeg kunde ikke haabe paa at fmde Sympathi
og tænkte heller ikke derpaa; jeg var lykkelig
nok endda. Jeg anede ikke, at den Følelse af
Kjærlighed, som fyldte min Sjæl med Salighed,
kunde indeholde en Fordring paa en endnu større
Lykke eller ønske andet end at denne Følelse
aldrig maatte ophøre. Jeg havde det godt nok,
syntes jeg. Mit Hjerte slog som den fangne Fugls;
jeg følte, hvorledes Blodet uophørlig strømmede til
det, og Taarerne vilde frem.
Da vi paa Vejen igjennem Korridoren kom
forbi det mørke Kammer under Trappen, kastede
jeg et Blik derind og tænkte: hvad det dog vilde
være for en Lykke at kunne tilbringe hele Livet
med hende i dette mørke Kammer, uden at nogen
vidste, at vi boede der!
— Finder De ikke, at her er rigtig morsomt
iaften? spurgte jeg sagte med bævende Stemme,
idet jeg gik lidt hurtigere, ikke saa meget - af
Frygt for, hvad jeg havde sagt, som for, hvad jeg
agtede at sige.
— Jo . . . uhyre morsomt! svarede hun, idet
hun vendte sit lille Hoved om imod mig med et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
