Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVII. Sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 Barndom og Dvengeaar.
Slag for hende, at hun ikke troede, hun skulde
overleve det: at den havde berøvet hende alt, og
at denne Engel, som hun kaldte maman, lige til
sit sidste Øjeblik ikke havde glemt hende, men
ytret Ønsket om at sikre saa vel hendes som Kåtjen-
kas Fremtid. Under alt dette græd hun bitre
Taarer, og selv om hendes Sorg maaske ikke har
været forstilt, saa har den dog i hvert Fald heller
ikke været fuldkommen oprigtig eller ublandet. —
Ljubotschka, som var iført en sort Kjole, stod med
bøjet Hoved badet i Taarer, og det var kun en
sjelden Gang at hun saae paa Kisten, hvorved hendes
Ansigt kun udtrykte en barnlig Frygt. Kåtjenka
stod ved Siden af Moderen pg var til Trods for,
at hun saae noget lang ud i Ansigtet, lige saa rosen-
rød og blomstrende som altid. Volodjas altid
sanddru Natur fornægtede sig heller ikke i Sorgen:
han stod for det meste og saae hen for sig med
Blikket ufravendt fæstet paa en eller anden Gjen-
stand, indtil Munden pludselig fortrak sig, og han
skyndte sig at slaa Korsets Tegn og knælede ved
Kisten. Alle de udenforstaaende, som vare tilstede
ved Begravelsen, forekom mig utaalelige, ligesom de
Floskler, hvormed de« trøstede Fader, — at hun
vilde faa det bedre der, hvor hun gik hen og, at
hun var for god for denne Verden — kun ærgrede
mig.
Hvad Ret havde de til at tale om hende og
græde over hende? Nogle af dem kaldte os
„Moderløse", naar vi kom paa Tale, lige som vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
