Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De sidste sørgelige Minder. 193
ramt hende, og den bragte hende til Fortvivlelse,
Hun følte Trang til at skyde Skylden for sin Ulykke
paa en eller anden og brugte frygtelige Ord, me-
dens hun med usædvanlig Kraft truede ad nogen,
sprang op af Lænestolen og gik med store Skridt
hurtig om i Værelset, indtil hun faldt bevidstløs om.
Engang gik jeg ind i hendes Værelse; hun sad
som sædvanlig i sin Lænestol og lod til at være
rolig; kun hendes Blik slog mig. Øjnene stode
vidt aabne, men Blikket var ubestemt og sløvt;
hun saae lige paa mig, men syntes ikke at be-
mærke mig. Munden formede sig langsomt til et
Smil og hun sagde i en øm og rørende Tone:
„kom hen til mig, lille Ven, kom her hen, min En-
gel!" Jeg troede, hun henvendte sig til mig, og
nærmede mig; men det var ikke mig, hun saae
paa. „Ak, dersom Du vidste, Kjære, hvad jeg har
lidt, og hvor jeg .nu er glad over, at Du er kom-
men . . . Jeg begreb, at det var maman, som
hun indbildte sig at se, og blev staaende. „Og
man har sagt mig, at Du ikke var mere," vedblev
hun, idet hun rynkede Panden, „det var en rar
Snak! Som om Du kunde dø før mig!" raabte
hun og brast ud i en frygtelig, hysterisk Skogger-
latter.
Kun de, som ere i Stand til at elske meget,
kunne ogsaa sørge meget; men den Trang, de har
til at elske, bliver dem igjen et Middel imod Sor-
gen og helbreder dem. Af denne Grund er ogsaa
Barndom og Drengeaar. JQ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
