Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
tens stærke Krav har ogsaa de, der tør Krigen var
frisindede, savnet al Modstandskrait.
Wiese betoner, at den Idealisme, lyskerne nu
roser sig af, kun er den Pligtens Idealisme, hvis
Maal er at fremme det tyske Rige, og hvis konkrete
Indhold er Forsvarsevnen.
Han paaviser, at denne Idealisme strider imod
Kants Etik, thi den er anfi-individualistisk. Den byg-
ger paa den absolute Nationalisme, for hvilken
Tyskland i og for sig er det hojeste moralske For-
maal, eller paa den relative Nationalisme, der beto-
ner Tysklands enestaaende Opgaver med Hensyn
til Menneskehedens Udvikling. Baade om den ene
og den anden Nationalisme har Tysklands bedste
Penne saavel under som førend Krigen skrevet i det
uendelige. Men Professor Wiese erklærer sig ude
af Stand til at finde selv den relative Nationalisme
antagelig som Forklaring af, at Staten paa en saa
fuldstændig og overvældende Maade har sejret over
de enkeltes Sjæle. Disse tilpasser sig efter Censu-
rens Krav om Fædrelandssind og former sig efter
den uægte Fædrelandsfølelse, den forfalskede Ideal-
isme, som Wiese kalder den journalistiske Verdens-
anskuelse. Krig og Stat hænger paa det nøjeste
sammen. Saasom Staten er opstaaet ved Erobrin-
ger og stræber efter Magtudfoldelse, bliver Krigen
en stadig Nødvendighed, saa længe Staten udadtil
er ikke en Rets- men en Magtorganisation. Folket,
den levende Enhed, som er opstaaet af historiske
Forudsætninger, Folket, som — i Fald Menneske-
lighedens og Kosmopolitismens Begreber var be-
stemmende i Statslivet — ikke vilde begære andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
