Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
«Og Diagok« udbrod hun, og brast i en liden-
skabelig Graad. ,,Den stakkels, ulykkelige Diagol«
«Ja, om ham troer jeg vi gjøre bedst i at op-
fætte Samtalen til en bedre Leilighed,« svarede Calleja
med en frygtelig Kulde. —.— «Mit eget Barn! Du seer
ligesom Solen alle Gjenstande kun i det Skjønhedslys,
Du selv udbreder over dem. Diago det er Arbeider,
Tilintetgjørelsen af alle Nydelser, Trællelænken, tit
hvilken Du skulde smedes, Diago er Armoden, som
slæber sig med sænket Pande og kroget Ryg igjennem
Verden, Egennytten, der har udviklet sit Hoved vaa
Hjertets Bekostning, som besad Rævens Egenskaber i
at tilliste sig sit Bytte, men som mangler Lovens for
at fastholde det, Prosaen, —- ja, Du ryster paa
Hovedet, Du tvivler, nu vel da! Diago er Poesien,
er Jdealet. om Du vil, men kun saalænge Du som
Pelikanen er istand til at fode den med dit eget Blod-,
—- og derpaa troer Du jeg vilde lade det komme an-
til en saa grusom Skjæbne skulde jeg overlade Dig?
—- Grard ikke, Echenoauel dine friske og straalende
Øine bleve ikke skabte for Taarer. Jeg forlader Dig
nu, i den Tro, at Eensomhed og Eftertanke vil være
Dig en bedre- Trøster end mine Ord, jeg gaaer for at
berede Dig et Hjem, som kan blive Dig værdigt —
Kom Stavinde, Dronning, min Fremtids Juveel!
kvs migl«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
