Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Gunst, at faae Dig at see, ved hvilken Fortjeneste vil
jeg kunne bevare det? —— Betragt mig ikke saa vist,
jeg har aldrig ønsket, at mit Ansigt maatte behage
Nogen for iaftcn. — Jeg kan tænke mig, at for en
Natur, saa uendelig rig som din, maa jeg synes al-
mindelig og hverdagsagtig, men Du kan tro, jeg
gjemmer meget i mit Indre, sont mit Ydre ikke
melder om: et bankende Hjerte, der undseer sig ved
dets egnc Slag, en brændende Sjæl, der længe har
maattet fornægte og dolge.«
Hun smilede til dette Skriftemaal, til alle disse
afbrudte Ytringer, og naar han tav et Øieblik læ-
nede hun sig fortroligere til ham og hviskede: »Bliv
ved!« Som Nareis beundrede hun sig selv i det
Hav as Følelser, han fremmanede om hende. Hun
havde oplevet meget, denne unge Dame, seet meget i
sine Dage, hun havde kjendt Kjærligheden som Lyst,
som Drist, som Beruselse, som Lidenskab, dens Ild,
men ikke dens Lys, dens Flamme, men ikke dens
Varme. Det Prerstesonnen denne Aften oplod, var
Nyt for hende, en videre Horizont, noget uendeligt
Barnligt, Friskt og Fortrhllende. Han blev ved at
tale, hun blev ved at lytte.
Omkring dem sænkede Efteraarsaftenen sin Dæm-
ring, den rodlige Himmel blev violet, derefter morke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
